Architektur Ausstellungen Deutschland

Dansk Arkitektur Center Kopenhagen

Hello Denmark

8.6.–18.10.2020
Photo: ©Torben Eskerod

Vi hylder dansk arkitektur og design og går i kødet på det, der har gjort Danmark og København populært i hele verden: Det gode hverdagsliv.
I international kontekst fremhæves Danmark ofte som et forbillede, når det handler om at skabe optimale levevilkår for befolkningen; vilkår som bidrager med en høj grad af livskvalitet. Danmark er i flere omgange blevet kåret som verdens lykkeligste land, og New York Times udpeger København, som en af de mest anbefalelsesværdige steder at besøge i 2020.
Hvad er den danske opskrift på det eftertragtede gode liv?
I Dansk Arkitektur Centers sommerudstilling Hello Denmark fejrer vi hverdagslivet og alle de ting, vi danskere ofte tager for givet: Vores veldesignede omgivelser, cykellivet og badevandet midt i byen.
Hello Denmark udfolder vores fælles fortælling om Danmark som design- og arkitekturnation i verdensklasse. En fortælling, der vidner om en designtradition og et stærkt værdisæt, der gennemsyrer hele samfundet, og former det liv, vi lever – hver dag – fra den mindste teske til den største byplanlægning.
I udstillingen kan du opleve seks installationer, der hver især repræsenterer et element fra hverdagen, som vi danskere værdsætter højt: Vores forhold til natur, den grundlæggende tillid vi har til hinanden, en insisteren på hygge, vores unikke cykelkultur, gennemtænkt design og vores glæde ved at være i nærheden af vand.